Nay Ruby i Stockholm

Hvorfor Stockholm?

Som der også står skrevet under fanen “Om blog” er jeg lige nu på et EIM-semester (External Integrated Module)  på RMC, hvor jeg pt. studerer en kandidat i Music Performance. I dette semester har jeg udarbejdet en både kunstnerisk og entrepenørskabsfaglig studiehandlingsplan hvori jeg bl.a. har skrevet at jeg ville til Stockholm og skrive musik. Så det var egentlig derfor, jeg valgte at tage til Stockholm i sidste uge. Og selvfølgelig også fordi Stockholm er kendt som popmusikkens mekka.

Så jeg tog toget derop fredag formiddag og checkede in i min lejlighed jeg havde lejet igennem City Apartments . Jeg kan egentlig godt lide at bo på hotel, men de er skidedyre i Stockholm. En hel lejlighed gennem dette firma kostede næsten det samme som et 3-stjernet hotel. Desuden kan jeg rigtig godt lide at have mit helt eget space, hvor jeg ikke skal forholde mig til andre (fremmede) mennesker. Dette inkluderer også at skulle spise morgenmad blandt fremmede på et hotel fx. Og med eget køkken og ansvar for min egen morgenmad kunne jeg også få prøvet en masse af de forskellige lækre plantebaserede yoghurt de har i de svenske supermarkeder. (Pro tip: Min yndlings er Kokosghurt Naturell fra Garant)

Om aftenen tog jeg til en netværksfest for danske og svenske sangskrivere som havde været med på en sangskriver camp med DJBFA. Selvsamme camp var jeg med på året før og derfor kendte jeg allerede en del af de svenske producere og sangskrivere som var der.

Sangskriver-camp

Som jeg også nævnte i sidste indlæg har både DJBFA og DPA ofte forskellige camps man som KODA-medlem kan søge om at komme med på. Den jeg med på i Stockholm sidste år, var den første for mig nogensinde og jeg elskede at skrive musik hver dag med nye, spændende mennesker.

Det skulle så også vise sig, at den allerførste sang jeg skrev, allerførste dag på den camp, er der en amerikansk artist, der er interesseret i pt! Og helt tilfældigt fik jeg en mail om dette en uge inden jeg alligevel skulle til Stockholm. Så det passede helt perfekt med, at vi kunne arbejde på den sang, når jeg alligevel skulle derop.

Der var et par ting i teksten og i melodien, som artistens manager gerne vill have ændret lidt i, så det brugte vi en dags tid på at lave. Så nu venter jeg bare på at høre den færdige udgave af sangen og at den forhåbentlig bliver cuttet! (Cuttet betyder at en artist vælger at indspille og udgive en sang man har været med til at skrive) Hvis det sker, bliver det mit allerførste rigtige cut som sangskriver! Så det har jeg det rimelig vildt over.

Sessions som Nay Ruby

Som jeg også har skrevet om før, er der forskel på om jeg er i en session som artist, sangskriver eller begge dele. For det meste har jeg været i sessions med Ida Red hvor vi skulle skrive til os. Og efter jeg signede med GL Music har jeg flere og flere sessions som sangskriver. Men i Stockholm havde jeg booket to sessions hvor jeg var artisten. Altså dvs sessions hvor vi skulle skrive til mig og mit soloartistprojekt “Nay Ruby”.

Den eneste jeg ellers normalt har sessions med, hvor vi skriver til mig er med min ven David, som jeg også har nævnt før. Og det er utrolig trygt og rart både socialt og musikalsk med ham, fordi vi kender hinanden så godt. Så jeg var ret nervøs for at skulle skrive til mig selv, med nogen jeg aldrig havde skrevet med før.

Drømmesession 1

Jeg kom 10 minutter for sent til studiet. Da jeg kom havde produceren og min co-writer (Joakim og Jade), allerede lavet en idé til nogle akkorder. Jeg tænkte først “Fuck… jeg håber bare, det er fedt”. Jeg normalt har ret stærke holdninger til, hvordan jeg synes akkorder skal være. Specielt når det er til mig selv, så jeg var bange for at blive skuffet. Når det kommer til at skrive til mig selv er jeg utrolig perfektionistisk og vil gerne have tingene på en helt bestemt måde. Jeg har svært ved at blive tilfreds med noget og også svært ved at færdiggøre ting. Det er vel nok sådan en usikkerhedsmekanisme fordi man som solo-artist bærer hele det kunstneriske ansvar. Og det synes jeg, kan være ret skræmmende.

Men da Joakim trykkede play, blev jeg overvældet af glæde og lettelse. Det lød så dejligt både akkorder og den lyd han havde gang i. Og der var plads til, jeg kunne ændre hvad jeg havde lyst til også. Jade spurgte mig, hvad jeg havde lyst til at skrive om og jeg fortalte om et ret sårbart emne. (Det føles for eksplicit at skrive om her på bloggen, men så får I jo heldigvis en sang om det) Det tog de begge utroligt godt imod og vi begyndte at arbejde på teksten inden vi overhovedet havde lavet nogen melodi. Det var virkelig rart, at arbejde på den måde og ret omvendt af, hvordan jeg oftest har arbejdet i sessions.

Da vi havde tekst til et vers sang Jade en idé til en melodi og jeg kunne høre med det samme, at jeg kunne lide både hendes måde at lave melodi og at synge på. Og det endte med at blive en sang, jeg er så utroligt glad for. Både melodi, akkorder, lyd og lyrik spiller fuldstændig for mig og jeg glæder mig så meget, til I skal høre den en dag (!)

Drømmesession 2

På dagen hvor jeg skulle tilbage til København, havde jeg en session med Robin som jeg også havde arbejdet med på sangen til den amerikanske artist. Til den session havde jeg en tekst med, jeg har skrevet for længe siden, men som jeg også har haft lyst til at lave til en sang længe. Jeg har før prøvet at tage tekst – eller melodi/akkord-idéer med hjemmefra. Og det kan godt være lidt farligt, fordi det potientielt kan ødelægge idéen. Hvis dem jeg skriver med fx. ikke forstår det, eller det bare kommer et sted hen, jeg ikke kan lide. Så det var lidt et sats, men jeg følte mig OK tryg ved det, fordi jeg kendte Robin i forvejen. Og det endte lykkeligvis også som endnu en sang, jeg er vildt glad for!

 

Nay Ruby’s drøm

Så nu har jeg to nye Nay Ruby-sange, som jeg virkelig holder meget af. Alt i alt har jeg omkring 5 nærmest færdige sange og en masse i skabelsesproces pt. Det føles så dejligt og jeg glæder mig bare så meget til at få samling på det hele. Planlægge min kandidatkoncert. Finde ud af hvad der skal være singler og om der skal komme en EP eller et album og lægge en udgivelsesplan. Gå fuld artist på mit Nay Ruby-projekt og udgive mit allerførste musik som solo-artist… Mere om det på bloggen snarest.

 

Until next time Stockholm

Alt i alt en fantastisk tur til Stockholm som i øvrigt var dækket af et rejselegat jeg har fået af DPA. I denne uge var jeg faktisk inde på DPA og fortælle om legatansøgning – jeg laver gerne et blogindlæg om dette, hvis det er noget, du synes kunne være spændende? Skriv gerne en kommentar herunder hvis det er tilfældet.

Stockholm er en fantastisk by med virkelig dejlige mennesker. Der er virkelig sådan en helt speciel stemning i de sessions, jeg har haft i Stockholm. Det er som om der er lidt mere åbenhed og mindre jantelov end hvad jeg har oplevet i Danmark. Måske har jeg også bare været heldig. Men en ting jeg helt sikkert ved; det er ikke sidste gang jeg er i Stockholm.

xxx Nay Ruby

(Visited 73 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Nanna.
    Det er fedt at følge med i din blog og få indblik i din hverdag som sangskriver og artist. Tak for det!:) Det kunne være rigtig fedt med et indlæg om legatansøgning, synes jeg.

    • Hej Magnus
      Tak for din besked! Og tusind tak fordi du følger med 🙂
      Og tak for input! – det vil jeg tage med i mine overvejelser til fremtidige indlæg.
      / Nay Ruby

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *