Sangskrivningsprocesser og hvordan det hele startede

Hvordan bliver en sang til?

Jeg har en instagram i navnet @nay.ruby hvor jeg har spurgt mine følgere, hvad de godt kunne tænkte sig at læse om her på bloggen. Så i dette indlæg vil jeg gerne svare på spørsmålet om, hvordan jeg får skabt en sang og processen fra start til slut. Og inden det, en lille forhistorie om hvordan Nanna som barn voksede op til at blive en stor og stærk Nay Ruby.

Det her med at beskrive uge til uge fungerede ret fint i starten, fordi der var så mange ting jeg kunne fortælle om. Men nu synes jeg, det er ved at blive lidt kedeligt, fordi jeg jo bare har sessions hele tiden. Og det er sgu ret tit bare lidt det samme. Så jeg vil prøve at mikse min posts med lidt mere emnebetonede indlæg også, så der ikke kun er ugebeskrivelser hver mandag. Det håber jeg, I synes er en fed idé også.

De første sange

Jeg kan huske nogle af de allerførste sange, jeg skrev på klaveret i mine forældres stue og på min mors gamle spanske guitar. Dengang anede jeg ikke hvad tonerne hed på klaveret. Jeg spillede bare noget, jeg synes lød godt. Grebene på guitaren havde jeg læst mig til hvordan man tog i en gammel guitar-lærebog min mor også havde.

Jeg skrev også bare ord, jeg synes lød sejt. Kan huske en linje fra en af mine allerførste sange: “The colour under my eyes is suddenly turning blue. I don’t remember the past, but all I see is you”. Har ingen anelse om hvad det har handlet om.

Jeg indspillede nogle af mine sange igenneme en gammel mikrofon vi havde som kunne sættes direkte til vores stationære computer. Og jeg husker også, jeg co-writede en sang med en veninde, hvor jeg spillede guitar og hun skrev en tekst om sin veninde som havde svigtet hende. Der gik jeg vel i 5.-6. klasse.

 

En sanger/sangskriver/musiker i udvikling

I 5. klasse begyndte jeg at få solo-undervisning i klaver og i 7. klasse begyndte jeg også til undervisning i solo-sang. Min lærer var klassisk uddannet og elskede også musicalsange så de første par år på Musikskolen sang jeg kun sange fra musicals. Og troede i lang tid at jeg skulle på Musical Akademiet i Fredericia. Lige indtil jeg begyndte at synge i skolen “rockband” og fandt ud af, at man også kunne synge rock og popmusik. En helt ny verden åbnede sig for mig; det var faktisk okay at synge andet end musicalsange(!) Da jeg kom på efterskole sang og spillede jeg klaver i et band. Jeg startede også mit eget pigekor hvor jeg spillede klaver og arrangerede alle sangene selv.

I lang tid var mit fokus bare på at synge og blive helt vildt god til det. Jeg var egentlig ikke så interesseret i at skrive sange. Jeg havde et band på HF hvor vi også skrev vores egne sange, men mit fokus var altid på min stemme, lyden & harmonierne. Det samme var tilfældet, da jeg startede på MGK og i en kort periode troede at jazz var det eneste rigtige musik. Men efter noget tid begyndte jeg at skrive mine helt egne sange igen. Ved klaveret som jeg havde gjort, da jeg var barn.

I sommeren 2013 hvor jeg lige var blevet optaget på konservatoriet i Odense var jeg med på et sangskriverkursus på Engelsholm (selvsamme kursus hvor jeg mødte mit band Ida Red). Der begyndte min interesse for sangskrivning for alvor og jeg begyndte at dykke ned i tekstskrivning, form & melodik. Da jeg kom på konservatoriet startede jeg et nyt band med min studiekammerat Anja hvor vi co-writede en masse sange, spillede live bl.a. i København (meget stort for mig dengang) og også indspillede nogle af sangene i et rigtigt studie.

Samtidigt skrev jeg sange for mig selv, spillede et par live-koncerter i Odense og indspillede også en del af dem. Intet af det blev dog udgivet og det tror jeg egentlig er meget godt. Ikke fordi det var dårligt, men jeg tror, jeg havde brug for meget tid til at udvikle mig og komme hen til hvor jeg føler, jeg er i dag. Det er nemlig et sted hvor jeg er ligeså sikker på min stemme og musikalitet, som jeg er på min sangskrivning.

 

Mine sangskrivningsprocesser

Jeg har forskellige måder at tilgå sangskrivning på som er påvirket af forskellige faktorer. Fx af om jeg arbejder alene eller sammen med andre, hvem jeg skriver til og hvem jeg skriver med. Mine processer påvirkes også af hvordan min mentale og kreative tilstand er. Hvordan rummet jeg sidder i lyder og om der er risiko for, at jeg kan blive forstyrret. Hvilket tidspunkt på dagen det er, temperaturen, lyset og en masse andet. Det er sådan noget vi alle bliver påvirket af. Jeg kan huske vi havde noget om læringsprocesser i pædagogik på konservatoriet. Altså hvordan forskellige faktorer påvirker vores individuelle læring. Det er de selvsamme faktorer jeg og andre kan blive påvirket af i vores (kreative) arbejde.

 

Solosangskrivning

Jeg nyder som regel at sidde ved et klaver (helst et flygel der lyder rigtig godt eller en synthesizer) og skrive alene. På det seneste har jeg haft nogle virkelig dejlige sangskrivningssessions med mig selv hvor jeg har følt mig inspireret. Tekst, akkorder og melodi er gået op i en højere enhed. Men det kan også nogle gange gå den anden vej og ende med, at jeg ikke får lavet noget som helst, jeg kan lide.

Når jeg skriver alene kan jeg skrive en hel sang ud fra færdig tekst, som jeg har skrevet uden nogen former for musikalske ideér. Jeg kan også skrive en sang baseret på nogle akkorder eller en melodi jeg har i mine memoer. Eller det kan være en sang hvor melodi, akkorder og tekst opstår nærmest simultant.

Inspirationsbank

Jeg skriver rigtig mange tekster ned på min telefon. Fx når jeg sidder i bussen, på et fly, om aftenen i min seng, på toilettet, på min cykel eller andre steder hvor der pludselig flyver idéer ind i mit hovede. Jeg skriver det også altid ned, hvis jeg får en idé til et emne eller hookline til en sang. Mine noter er fyldt med det.

Det er det samme med melodier. De kommer ofte når jeg cykler og så må jeg stå af og synge dem ind som en memo på min telefon med blæst og trafiklyd i baggrunden. På den måde har jeg en lille “inspirationsbank” af både tekst og lyd jeg altid kan åbne, hvis jeg mangler noget at gå ud fra, når jeg skal skrive.

Co-writes

I co-writes kan processen godt ligne det ovenstående – i hvert fald hvis jeg spiller klaver fx og skriver melodi & tekst med den jeg co-writer med. De co-writes jeg har flest af for tiden, er i et studie hvor vi skriver og indspiller samtidig. Dvs. jeg fx er i en session med en artist & en producer og vi skal skrive en sang til artisten (eller til mig hvis jeg er artisten i denne session).

Vi starter som oftest med at lytte til hinandens musik og til nogle referencer. Så spiller jeg eller en anden et bud på nogle akkorder på keys eller guitar og vi snakker om hvad sangen skal handle om. Derfra starter vi enten med at lave noget udkast til melodi over akkorderne vi har valgt eller på tekst-idéer. Det kommer også ofte samtidig, altså både melodi og tekst. Og så arbejder vi med at få skrevet en god tekst som rammer det emne eller budskab som sangen handler om og nogle melodier som understøtter den tekst.

Samtidig arbejder produceren på produktionen imens jeg og artisten/sangskriveren arbejder med tekst og melodi. Når vi har lavet en topline (melodi+tekst) vi er glade for indspiller vi en vokal på tracket, lægger måske nogle harmonier og ad-libs (små oftest improviserede fraseringer og vokallyde) melodier på til allersidst. Når sessionen er omme er der oftest et bud på en hel ny færdig sang.

Arbejdsprocesser

Jeg kan mærke, der er virkelig meget, jeg kunne forklare omkring det her. Og jeg er ikke engang kommet særlig meget i dybden med, hvordan jeg rent faktisk tænker og arbejder og når fra A til B. Det her blev mere en forklaring af, hvordan det foregår rent praktisk. Ikke hvordan jeg fx tænker teoretisk, lyrisk og harmonisk når jeg skriver. Men så er det jo heldigt jeg bare kan lave et indlæg mere og komme mere i dybden med mine arbejdsprocesser.

Håber alligevel I nød at læse dette indlæg og at det gav lidt dybere indsigt i min måde at skrive sange på.

Vi ses på internettet igen i næste mandag. <3

xxx Nay Ruby

(Visited 160 times, 1 visits today)

Kommentarer

    • Hej Maria
      Ej, hvor er jeg glad for det! <3 Det gør mig rigtig glad, du kommenterer 🙂 Der skal nok komme flere indlæg ala dette! Kram Nay Ruby

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *