Sammenligningstanker og den evindelige tvivl

Tvivl

Som barn var jeg ofte meget i tvivl. Jeg havde svært ved at vælge. Imellem alt fra hvad jeg ville have til morgenmad, om jeg ville gå til tennis eller fodbold, hvem jeg havde lyst til at lege med etc. Min mor var ofte nødt til at vælge for mig fordi min lille barnehjerne ikke kunne overskue konsekvenserne af mine valg. På et tidspunkt troede jeg, at det var fordi jeg er fisk i stjernetegn. De to fisk som svømmer imod hinanden symboliserer eftersigende ubeslutsomheden i bæreren af fisketegnets sind. Det varede indtil jeg fandt ud af, jeg ikke tror på astrologi. Måske er det bare en helt almindelig menneskefølelse at tvivle.

Det er meget sjældent, jeg føler noget meget stærkt og det er få ting, jeg har en meget stærk holdning til. Jeg har altid været ret let påvirkelig og været god til at tilpasse mig de mennesker, jeg er omkring. Måske også fordi jeg er ret konfliktsky. Og behagesyg. Så jeg er faktisk lidt træt af idéen om at “finde sig selv” fx. At hvile i sig selv. Finde indre ro. At “hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl” osv. For tvivlen er faktisk nærmest en statisk følelse  i mit liv. Og jeg er træt af ideén om, at det er en dårlig ting. Træt af at man absolut skal have en mening eller holdning til alt. Træt af at man skal have en plan eller et mål med alt man gør. Træt af at skulle kunne lave et elevatorpitch. Træt af hvis man er musiker/artist så skal man være villig til nærmest at ville dø for sin kunst. Træt af at man skal have styr på det hele og vide præcis hvad man vil. Specielt når man er kunstner. For en af grundende til at jeg laver musik og har brug for at være kreativ er jo, at jeg ikke ved en skid og også selv prøver at hitte hoved og hale i både mig selv, andre mennesker og verden.

Jeg har svært ved at skulle lægge mig fast på én ting og sige “sådan er jeg”. For hvad hvis jeg ændrer mig? Hvad hvis der sker noget, så jeg ændrer mening? Det er sjovt, for jeg har det faktisk selv bedst med mennesker, som er meget klare omkring hvad de kan lide/ikke kan lide. Mennesker som siger deres mening, så jeg har noget konkret at forholde mig til. Måske opfatter mange også mig sådan bl.a. pga #nayrubytruths hvor jeg også ytrer mine holdninger til ting. Men dem kan jeg også sommetider kigge tilbage på og tænke over, om jeg stadig synes er rigtige.

Alt imens jeg skriver det her, sidder jeg og tænker over om det overhovedet er rigtigt, at jeg er en tvivler og at jeg da faktisk har en stærk holdning til ret mange ting. Lol. En tvivl i tvivlen. Metatvivl.

Sammenlignings-tanker

Med tvivlen kommer også ofte sammenligningstanker. Og impostor-syndromet. En skøn lille smoothie af følelser som Jada ville kalde det. Så sidder man der og tvivler på sig selv. Tænker over om det er fordi man egentlig ikke har nogen vision med livet. Og så sammenligner man sig med Frederikke fra Bagedysten og alle de andre fra Instagram og tænker at man godt gad være lige så sej som dem. Og ligeså stille kommer impostor-syndromet krybende og pludselig tror man, at alt man gør er rent held og at man faktisk ikke er så god, men bare heldig. (Med man mener jeg, “jeg” her. Men det lød bedre med “man”). Og så kommer man i tanker om, at nogen har sagt, at man ikke skal sammeligne sig med andre. Kniber øjnene sammen og siger til sig selv “vær nu bare dig selv!” Men tankerne kører og sammenligningen har allerede fundet sted og så føler man sig måske endnu mere forkert, fordi man ikke kunne lade være med at sammenligne sig. Selv om et eller andet post på instagram sagde, at det skal man ikke.

Optimering

Jeg er træt af den konstante optimering. Træt af at nogle følelser opfattes som negative. At nogen måske vil modtage dette indlæg, som om at jeg har det dårligt, fordi jeg netop deler ærligt om at føle netop disse følelser sommetider. Jeg kan blive helt allergisk over idéen om, at hvis man bare tænker positive tanker, tager ja-hatten på eller ikke snakker om de svære ting, så har man det godt. For det er jo sådan med følelser og tanker, at selvom vi ikke siger dem højt, så er de der jo stadig. Man er jo ikke glad bare fordi man lader som om man er glad. Det fungerer i hvert fald ikke for mig. Jeg kan ikke sige til mig selv “lad være med at tænke negative tanker/sammenligne dig med andre/tvivle på dig selv” og så regne med at min hjerne bare lader være. Jeg må bare acceptere de tanker og følelser der kommer og så øve mig i at se det gode i dem. Eller nogle gange bare føle dem og lade dem passere igennem min krop.

Det gode

Jeg kan se rigtig mange gode ting i at tvivle, sammenligne sig og have impostor-syndrom. Tvivlen betyder at man reflekterer. At man stiller spørgsmålstegn og undres. Det tror jeg er sundt. Sammenligningstanker gør at man kan se sig selv relation til andre mennesker og at man kan inspireres af andre. Sammenligning kan være som at sætte et spejl op foran sig selv og se nogle nuancer, man måske ikke var klar over man havde. Impostor-syndromet kan være hæmmende, ja. Specielt i kreative processer. Men det er også et tegn på en hvis selvreflektion & evne til at se på sig selv og sit arbejde med kritiske øjne og det tror jeg ikke altid, er en dårlig ting. Tværtimod. At kunne se både styrkerne og svaghederne i ens arbejde og i en selv, gør da kun en til et stærkere og klogere menneske. Sådan har jeg det i hvert fald.

 

Selvkærlighed og bekræftelse

Jeg vil lige slutte af med at nævne, at den måde jeg nemmest kommer ud af min tvivl som i øvrigt kan være alt fra om jeg er en god nok kæreste/veninde til om jeg er en god nok sangskriver, er at blive bekræftet af andre. Har endnu ikke oplevet at det hjælper at gøre noget dejligt for mig selv eller øve mig i at elske mig selv mere eller tro mere på mig selv. Hvis man sidder i en hvirvelvind af impostor-syndrom så er det ret svært bare at sige til sig selv, at man bare skal elske sig selv lidt mere.

I dag var jeg fx til et strategimøde med min publisher på GL Music hvor han roste min sangskrivning (og specielt min tekstskrivning, som er et af mine ømmeste punkter) og det gjorde mig så glad! Jeg er tit ret usikker ifht lyrik, så sådan en kommentar fra en brancheperson gør, at jeg tror mere på mig selv. Når min veninde siger til mig, at hun er glad for, at jeg er en af hendes tætteste, så bliver jeg glad og lettet over, at det ikke kun er mig, der har det sådan med hende. Også selvom jeg har udgivet masser af musik, skrevet masser af sange, udgivet en digtsamling og har mange tætte venner, så er det oftest i bekræftelsen fra andre mennesker, at jeg mærker troen på mig selv hvis jeg er i tvivl, sammenligner eller har impostor-tanker.

Nay Ruby Truths

Så havde jeg alligevel en mening om noget. Og det her er jo bare mine egne tanker om tvivl, sammenligning og impostor-syndrom. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg da ønske, at jeg aldrig tvivlede eller sammenlignede mig med andre. Så hvis du ikke gør det, så er der altså intet galt med dig! Og hvis det hjælper dig at sige til dig selv, at du skal tro på dig selv/elske dig selv så hallelujah for det <3

Det her er et indlæg til mig selv og til andre, som måske går med nogle lignende tanker. Jeg vil meget nødig blive nogens “Frederikke fra Bagedysten” og det er også derfor, jeg deler ud af det her. Og jeg er klar over det privilegium der også ligger i at have overskuddet til at dele, så ærligt som jeg gør. Det kan man jo også godt komme til at sammenligne sig med – at man ikke tør/kan/har lyst til at dele på samme måde som jeg fx gør herinde. Det forstår jeg godt. Jeg synes heller ikke altid det er særlig rart, og der er også rigtig mange ting jeg ikke deler af samme årsag. “It’s all right” som Drew siger dette måneds Euroman. Alt er fint.

 

xxx Nay Ruby

(Visited 203 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *